Når du én gang har prøvet at drikke morgenkaffe på en strand i Danmark efter et morgenbad i solopgangen, bliver du ulidelig at være sammen med. For du kommer ikke til at tale om andet i meget lang tid. Og hvis du topper oplevelsen med én af dem fra listen herunder, bliver det endnu værre. Til gengæld vil du have et minde for livet.
Oplev lysende natskyer
I sommermånederne reflekteres Solens lys på himlen, selvom den er gået ned bag horisonten. Lyset rammer vanddamp, der er frosset til is og har bundet sig til støvkorn højt oppe i Jordens atmosfære. Det kan man se som lysende natskyer, der med sin højde på op til 90 kilometer over os, er en slags grænsevogter til rummet.
Du kan se de lysende natskyer i klart vejr fra slutningen af juni og frem til starten af august. Tidspunktet kan variere, men fænomenet opleves bedst fra midnat og natten igennem.
Find sommertrekanten
De tre stjerner Deneb, Altair og Vega er tilsammen et klart tegn for sommer. Selv om den lyse sommernat gør sit bedste for at skrue ned for stjernehimlen, lyser de tre stjerner klart og flot på himlen. Se mod øst efter mørkets frembrud og find den trekant, som de tre stjerner består af. Sommertrekanten er ikke et officielt stjernebillede, da de tre stjerner er en del af hver deres: Svanen, Ørnen og Lyren.
Send ønsker afsted
Fra slut juli til slut august kan du opleve meteorsværmen Perseiderne. Selv om toppunktet er natten mellem 12. og 13. august, kan de smukke stjerneskud ses mange nætter både før og efter. Stjerneskud er støvrester fra kometer, som vi møder hvert år, når Jorden krydser kometens bane, hvor støvet befinder sig. Perseiderne er rester fra kometen Swift-Tuttle, som blev opdaget i 1862. Ophavet til naturens eget festfyrværkeri er selv lidt af en stor kanon for med en kerne, der måler cirka 26 kilometer i diameter, er den dobbelt så stor som det objekt, som man mener, har udslettet dinosaurerne. Heldigvis er vi langt fra kollisionskurs.
Mars, Jupiter og Saturn
Hvis du er vild med planeter, kan du i starten af juli spotte både Mars, Jupiter og Saturn med det blotte øje. Stil uret til klokken 02.00 og lad blikket vandre fra øst til syd lavt i horisonten. Her finder du på stribe: Mars, Jupiter og Saturn.
Supermåne
Månens bane er oval, og Jorden ligger ikke i midten af den ovale bane. Det betyder, at afstanden til Månen varierer i løbet af en måned, og derfor kan vi opleve at nogle fuldmåner ser større ud end normalt. I 2022 kan du 13. juli opleve det, man kalder en supermåne. Månen vil altså syne en smule større end normalt.
Astronomisk set er det ikke et særligt fænomen, fordi forskellen på den almindelige fuldmåne og en supermåne ikke er så stor. Alligevel kan det være en flot oplevelse.
Tips til tasken og vigtig viden
Overnatning på standen
Du må overnatte på alle statsejede strande i Danmark, og det er langt de fleste. Du må være der døgnet rundt og tænde bål, hvor der ikke er planter eller bevoksning. Det betyder ingen bål i klitterne og husk altid at slukke et bål med vand. Telt, bivuak og lignende skal du lade blive hjemme. Det indskrænker desuden også din udsigt til stjernehimlen.
Beskyt jer mod kulde, dug og vand
Selv om du tager ud i det blå i høj sol og shorts, bliver det aften på et tidspunkt og koldere, end du tror. Vælg et par gode lag beklædning, så du kan tage på og af efter behov. Hellere en trøje og en regnjakke frem for en vinterjakke. Der falder dug, så prioriter noget vandafvisende – også til at lægge over soveposerne.
Varm sovepose
”I butikken sagde de, at den kan gå ned til frysepunktet.” Men det betyder som regel overlevelsestemperatur. Derfor er det en god idé at vælge efter komforttemperatur, og hellere lidt for varm. En gammel sovepose mister altid lidt af evnen med tiden, så hav også blik for det.
Drop gummistøvlerne
Det kan være et fristende valg, men hvis du skal gå længere end i en time, skal du være meget gode venner med vabler for at vælge gummistøvle-løsningen. Hop hellere i et par vandresko eller kondisko og gå barfodet om dagen. Du bliver glad for de lukkede sko om aftenen.
Drop folde-ud-køkkenet
Når du er ude, har du ikke travlt, og det er okay, at alle ikke spiser på præcis samme tid. Et enkelt trangia-sæt og et par snobrødspinde er rigeligt. Så drop den bærbare grill, flere bålgryder og stakke af krydderier. Keep it simple. Det giver dig mulighed for at opleve naturen og være i den på den gode, langsomme måde.
Vand er vigtigt
Mange glemmer fyldte drikkedunke. Det er ikke sikkert, at du kan finde vand, hvor du overnatter, så husk flere fyldte drikkedunke per person.
Håndkikkert og pandelygte
Kikkerten kan bruges til fugle-, stjerne- og landskabskig, og en pandelygte er uundværlig, når mørket falder på. Vælg en som både kan lyse hvid og rødt. Det røde lys beskytter dit nattesyn bedst, men det hvide kan være nødvendigt.
En lille felthåndbog
For eksempel serien ”Hvad finder jeg i skoven”, ”Hvad finder jeg på stranden” og så videre.
Et par små net eller en lille skuldertaske
Til indsamling af urter, sten og lignende. Måske tager I en tur lidt væk fra basen. Husk vand.
En dolk
Jeres position
Sørg for at alle på turen får jeres gps-koordinater, når I har fundet jeres sted. Send også info i en sms til dig selv. Hvis I skulle få brug for hjælp, kan alle nemt give besked om, hvor I er.
Nyd naturens lyde
DU er det farligste væsen i den danske natur. Alle andre lyde og bevægelser, du måske hører om natten, er velkomne, og husk, at når mørket falder på, forstærkes dine andre sanser. Så musen i krattet kan nemt lyde som en elefant i en glasbutik.
Gode apps til turen
Det er ikke alle, der vælger mobilen fra, og hvis du har accepteret, at den er i brug, kan du overveje at lade familien blive inspireret af apps, der kan gøre jer klogere på naturen omkring jer. Her er en lille håndfuld:
Stellarium – lær stjernehimlen at kende.
Heavens Above – en oversigt over satellitter.
Inaturalist – til identifikation af dyr og planter.
Inaturalist seek – fungerer lige som Pokémon Go, men med hitte-ting-leg i for eksempel dansk natur.
Geocatching – der er typisk et par skjulte skatte i områder, hvor folk færdes.