Medusas afhuggede hoved
I stjernebilledet Perseus er stjernen Algol, hvis navn stammer fra det arabiske ”Ra’s al-Ghl”, der betyder ”den utilregnelige dæmonstjerne.” Den er nemlig øjet i Medusas ansigt, som nok bedst er kendt for sit slangehår og uhyggelige hugtænder.
Myten forlyder, at Perseus måtte slå en af de græsk mytiske søster-monstre ihjel, men da de to af dem var udødelige, var kun Medusa en mulighed. Udfordringen var, at Perseus for alt i verden måtte undgå Medusas blik, da hun ved øjenkontakt kunne forvandle folk til sten! Iført dødsguden Hades usynlighedshjelm, sneg Perseus sig baglæns hen mod den sovende Medusa ved at orientere sig i krigsguden Athenes blanke skjold, og på den måde kunne han komme tæt nok på at hugge hovedet af det sovende monster.
Endte alligevel på stjernehimlen
Medusa havde ikke altid været et monster. Oprindeligt var hun en smuk præstinde for selv samme Athene, og havde aflagt et løfte om cølibat. Men havguden Poseidon havde forgrebet sig på hende i det tempel hun tjente, og som straf for usømmeligheden, forvandlede Athene hende til et monster med levende slangehår, hugtænder og et blik, som omgående forvandlede alle, som fik øjenkontakt til stenfigurer.
Efter hendes død, tilgav Athene hende, og som tegn derpå, placerede hun ikke blot stjernebilledet på himlen, men lod også Medusas hoved portrættere på sit skjold.
Find Medusas hoved på himlen
Du finder Medusas afhuggede hoved ved at spotte Jupiter i østlig retning fx 18. oktober kl. 21.00. Til venstre for Jupiter kan du se den klare stjerne Capella og imellem planeten og stjernen, kan du spotte stjernebilledet, Perseus, som holder Medusas hoved i sin ene hånd.
Hvalen Cetus
Stjernebilledet Hvalen hedder Cetus på latin, og det latinske navn stammer fra oldgræsk, hvor det græske ord for hval mere direkte oversættes til havmonster. Cetus var vitterligt et havmonster! Forskellige myter beskriver den med et hoved som et vildsvin og en krop som en hval, men med hugtandede finner og hale. Cetus var på størrelse med et skib, dets kranie var 40 fod stort og dets rygsøjle alen tyk med et skelet, der var større end selv den største elefant.
Dette havmonster var sendt til at fortære den uskyldige prinsesse Andromeda, hvis mor havde gjort havguden Poseidon vred ved at prale med, at hendes datters skønhed overgik Poseidons døtres.
En helt kommer forbi
Heldigvis for Andromeda, kom helten, Perseus, forbi og besejrede Cetus ved at fremvise Medusas afhuggede hoved, som også uden krop kunne forvandle monsteret til sten, som derefter sank til havets bund.
Poseidon ærede Cetus ved at placere den blandt stjernerne, hvor den fra sin position på himlen står lavt i horisonten, og derfor for evig tid hopper frem over havoverfladen for efterfølgende at dykke ned igen under den vandige horisont.
Find Cetus mod sydøst lige over horisonten. Prøv fx at finde den omkring kl. 22.00.
Søslangen Hydra
Forestil dig et frygtindgydende monster. Dets blod er giftigt og slår ihjel på stedet, og jo mere man forsøger at slå uhyret ihjel, jo mere grusomt bliver det. Så har du Slangen Hydra.
Hydra var en af Heras (gudernes dronning og gift med Zeus) monstre, som hun sendte efter Herakles (hvis romerske navn er Herkules) i et forsøg på at slå ham ihjel. Hydra havde ni hoveder, men kun det ene var dødeligt. Huggede man et af de andre hoveder af, voksede der to nye hoveder ud.
Det ville kræve en rigtig helt at slå sådan et monster ihjel. Så var der heldigvis Herakles.
Efter at havde forsøgt sig med hovedkapning (og fundet ud af at det var en rigtig dårlig ide), fandt Herkules på at brænde Hydraens halsstumper. På den måde kunne der ikke vokse nye hoveder ud, og til sidst kunne han komme ind til det midterste og dødelige hoved, hvorved han én gang for alle kunne gøre det af med monstret.
Slanger har en helt særlig skræmmende status inden for den græske mytologi. Der findes nærmest ikke et monster, der ikke har slangetræk eller slangekropsdele. Hydra var det mest frygtindgydende monster af dem alle, så da Herakles besejrede Hydraen, ærede Hera dyret, ved at sætte den op blandt stjernerne som stjernebilledet ”Slangen”.
Sådan finder du vinterstjernebilledet – Hydra
Søslangen Hydra ses kun i vinterhalvåret. Det er et langt stjernebillede, der slanger sig ned under horisonten, men hovedet på slangen består af en gruppe af fem mindre stjerner, som kan ses med lidt øvelse. Hydra er ikke et stjernebillede for begyndere, men hav tålmodighed og prøv dig frem et mørkt sted, så skal det nok lykkes.
Du finder søslangen midt imellem de to kraftige stjerner, Regulus i stjernebilledet, Løven og Procyon i stjernebilledet Lille Hund.
Under Karlsvognen (Store Bjørn) skal du lede efter Løven, hvis hovede ligner et omvendt spørgsmålstegn. Stjerne, Regulus er prikken under spørgsmålstegnet. Procyon er den 8. klareste stjerne på nattehimlen, og står på linje med og til venstre for Orions skuldre.
I vintermånederne: Se Hydra bevæge sig op over horisonten fra omkring midnat i sydøstlig retning. Jo længere ud på natten du ser, jo mere af slangen vil være på himlen.
Dragen
Myterne fortæller om flere forskellige drager, og hvilken af disse, der er at finde blandt stjernerne, er lidt uklart. Men for uhyggens skyld kommer her historien om den Kholgiske Drage, en forelsket heks og ildspyende okser.
Helten Jason var sendt ud på en færd for at skaffe et helt særligt gyldent skind, som blev beskyttet af den Kholgiske drage.
Det gyldne skind tilhørte Kong Aeëtes, som lovede ham skindet, hvis Jason kunne drive hans to okser med plov og indsamle dragetænder i jorden. Okserne var dog ikke helt almindelige. De var af bronze og ud af deres gab, spyede de ild.
Medea kommer til undsætning
I mellemtiden havde Jason charmeret sig ind hos kongens datter, Medea, som forelskede sig i helten. Medea var datter af en heks, og havde selv lært den ædle kunst at lave trylledrik og medicin ud af urter. Ramt af Amors pile og forblindet af kærlighed, valgte Medea at hjælpe Jason i sin færd. Hun kreerede en salve, som Jason kunne smøre på kroppen, så han i et døgn ville kunne være immun over for oksernes ild.
I renderne efter ploven såede Jason dragetænder, som hurtigt blev til armerede mænd, der voksede direkte op af jorden. Aëetes havde fået sig en hær, men agtede ikke at holde sit løfte. Endnu engang måtte den forelskede Medea hjælpe Jason for at få fat på det gyldne skind. Hun lavede nu noget tryllestøv og blæste det i øjnene på dragen, som faldt i søvn, så Jason kunne snuppe det gyldne skind. Sammen stak de af på Jasons skib.
Find Dragen i nordlig retning og brug Store bjørn og Lille Bjørn som pejlemærker.
Ørnen
Titanen Prometheus havde forrådt Zeus ved at give mennesket evnen til at lave ild, og derfor straffede Zeus ham ved at lænke ham til en klippe. Hver nat kom en kæmpe ørn. Det var ikke en almindelig ørn, men et monster af en slægt fuld af berømte mytiske monstre bestående af drager, mangehovedet hunde, slangeskabninger og søuhyrer. Ørnen hakkede Prometheus’ lever ud og mæskede sig i den, og fordi Prometheus selv var udødelig, ville han hver morgen igen hele, blot for at ørnen igen den efterfølgende nat kunne gentage sin leverædende trang.
I 30.000 år, torturerede kæmpeørnen Prometheus og først da helten, Herakles (hvis romerske navn er Herkules) kom forbi, fik det en ende. Herakles fik ondt af Prometheus og befriede ham ved at spidde ørnen med en giftig pil. Zeus ærede ørnen for de mange års tjeneste ved at sætte den på himlen blandt stjernerne.
Find Ørnen i sydøstlig retning. Brug den klare stjerne, Vega, til at finde vej. I Ørnen er en anden klar stjerner, nemlig, Altair.