15. december: Fulmåne og planeter i julehumør
Når decembers fuldmåne oplyser aftenhimlen, kan Solsystemets planeter observeres. I aften kl. 17 vil Venus lyse kraftigt lav i sydvestlig retning. På samme tidspunkt vil Saturn kunne ses cirka 25 grader over horisonten mod syd. Ved siden af fuldmånen står Jupiter knap 15 grader over horisonten i stjernebilledet Tyren. Med udstyr kan Jupiters fire store måner observeres på den ene side af gaskæmpen i aften. To timer senere bliver det også muligt at få et kig på Mars, når den dukker op over horisonten i nordøst. Både Uranus og Neptun vil også være fremme i aften, men kræver hjælpemidler, hvis du vil opleve de to iskæmper. God fornøjelse!
![](https://observatoriet.dk/wp-content/uploads/2024/12/Stellarim-1024x284.png)
21. december: Årets korteste dag
På den nordlige halvkugle har vi årets korteste dag, når Jordens geografiske nordpol opnår sin minimale hældning mod Solen. Det er vintersolhverv. I dag vil Solens toppunkt derfor stå lavere på himlen end alle andre dage i løbet af året. På Observatoriet i Brorfelde vil Solen stå op kl. 8.41 og allerede forsvinde under horisonten igen kl. 15.43. Vi går nu lysere tider i møde!
![](https://observatoriet.dk/wp-content/uploads/2024/12/brorfelde-observatorium-kom-tt-p-stjernerne_48461979632_o-1024x683.jpg)
22. december: Stjerneskud drysser på 4. advent
Natten mellem den 21. og 22. december, fjerde søndag i advent, topper årets sidste meteorsværm Ursiderne. Med relativt få stjerneskud i timen og en ca. 60 % belyst måne, kan det sagtens betale sig at holde øje i dagene før. I aften finder du udspringspunktet i stjernebilledet Lille Bjørn mod nord kl. 20 cirka 40 grader over horisonten. Du kan evt. bruge Karlsvognen og Nordstjernen som pejlemærker – god fornøjelse!
![](https://observatoriet.dk/wp-content/uploads/2024/12/Lille-bjoern-1.png)
21.-27. december: Mission til Månen og jordopgang
I dag er det 56 år siden, NASA sendte den første bemandede mission rundt om Månen. Ombord på Apollo 8 blev Frank Borman II, James Lovell Jr. og William Anders de første astronauter til at tage turen rundt om Månen, faktisk hele ti ture. Holdet blev også det første til at tage billeder af Månens ’bagside’ og blev dermed de første til at opleve en jordopgang. Efter en veloverstået juleaften i rummet, landede holdet i Stillehavet, og de blev samme år kåret til ’Årets mænd’ af Time Magazine. Tillykke med jubilæet!
![](https://observatoriet.dk/wp-content/uploads/2024/07/as11-44-6550orig-1024x1024.jpg)