Desværre vil en næsten fuldt belyst Måne skabe en del lysforurening på himlen i år, så de mere lyssvage stjerneskud vil være svære at få øje på. Giv det alligevel et forsøg – måske er du heldig?
Alle meteorsværme har et navn. Navnet fortæller noget om, hvor på himlen de udspringer fra og dermed, hvor man skal kigge hen. Geminiderne udspringer fra stjernebilledet Gemini, også kendt som Tvillingerne. For at lokalisere stjernebilledet på himlen, kræver det, at man kender lidt til stjernebilleder på forhånd. Hvis det ikke er tilfældet, så fortvivl ikke, du kan benytte dig af digitale kort og stjerneapps, som f.eks. Stellarium.
De fleste meteorsværme stammer fra resterne af kometer, men Geminiderne kommer fra resterne af asteroiden 3200 Phaethon.
Oplev stjerneskud hjemmefra
Tag godt med tøj på og find et mørkt sted. Det kræver tålmodighed at se stjerneskud. Det virker altid som om, at de først kommer, når tålmodigheden er ved at slippe op.
Når du har fået øje på meteorsværmens udspringspunkt, så kig mere op og rundt om. Det er vigtigt at dit synsfelt dækker så meget af himlen som muligt. Det vil forøge dine chancer for at se stjerneskud.
Det tager 15-30 minutter for vores øjne at vænne sig til mørket. Hvis du bruger en telefon til at finde udspringspunktet, så læg den væk, så snart du har lokaliseret det. Drop det hvide lys og brug i stedet rødt lys, da det bevarer nattesynet bedst muligt.
Så er der ikke andet for end at have ønskelisten klar, kig op og send ønskerne afsted!