Hold øje. Spot en komet – Snart sidste chance!
I den sidste halvdel af måneden bliver det muligt at få gode observationer af kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan–ATLAS) på den nordlige halvkugle. For at få et glimt af den lysstærke komet, kræver det et godt udsyn mod horisonten i vestlig retning. Jo længere vi kommer mod november, jo lyssvagere vil kometen blive, så det er med at udnytte de klare aftentimer, da kometen bedst ses mellem 19.30-20.30 afhængig af datoen. Vi anbefaler, at du holder øje med kometens positioner vha. apps eller programmer såsom Stellarium, der kan hentes gratis. Del gerne jeres billeder med os – god fornøjelse!
17. oktober: Super fuldmåne
I dag er det fuldmåne og supermåne – super fuldmåne. Når Solen forsvinder under horisonten omkring kl. 18, vil Månen kort forinden blive synlig i øst-nordøst. Super fuldmåne henviser til, at Månen er nær sin tætteste afstand til Jorden i sit elliptiske kredsløb. Gennemsnitligt befinder vi os i en afstand på 384.400 km til vores nærmeste nabo, men i dag vil denne afstand kun være 353.000 km. Oktobers supermåne bliver årets fjerde og sidste – og så er det tilmed den med kortest afstand.
20. oktober: Orioniderne og venner i månelys
Meteorsværmen Orioniderne er aktiv fra 26. september til 22. november – og topper i dag! Stjerneskuddene er rester fra Halleys Komet, som brænder i Jordens atmosfære med hastigheder op til 66 kilometer per sekund. Udspringspunktet for stjerneskuddene findes i stjernebilledet Orion, som igen kan ses i sin helhed lige inden midnat. Ret blikket mod østlig retning i dette tidsrum.
I år vil Månen med en knap 90% belysning påvirke mørket, hvilket gør det svært at få øje på de mere lyssvage stjerneskud. Derfor bør forventningerne nedjusteres en anelse, men hvis du væbner dig med tålmodighed, kan du i mellemtiden tage et kig mod Mars og Jupiter, som befinder sig i samme område på himlen. Ved midnat kan Mars ses i Tvillingerne, til venstre for Orionidernes udspringspunkt, og Jupiter vil stå cirka 30 grader over horisonten i øst. På samme tidspunkt kan Saturn observeres i syd-sydvest knap 22 grader over horisonten.
27. oktober: Slut med sommertid
Selvom de fleste af os nok næppe bemærker det, er det igen tid til at rykke på uret. I dag går vi fra sommertid til normaltid, natten mellem den 26. og 27. oktober, hvor kl. 3 skiftes til kl. 2. Hvert år begynder sommertiden den sidste søndag i marts og normaltid starter den sidste søndag i oktober. Nyd din ’ekstra’ morgentime!