Observatoriet råder over fire kupler, men ikke alt udstyret i dem var vores, dengang vi overtog stedet. I vores fine lille grå kuppel stod Jens Olsens kikkert.
Jens Olsen var astromekaniker og urmager. Hvis I har besøgt Københavns Rådhus, har I måske set Verdensuret. Det var ham. I 1922 byggede han et teleskop, som vi har haft glæde af på Observatoriet.
Nogle af jer har set soludbrud med det, mens andre har været forbi om aftenen måske på udkig efter stjernehobe.
Nyt udstyr på vej
Det har hele tiden været en drøm at opgradere noget af vores udstyr, og med støtte fra Novo Nordisk fonden er det blevet muligt. Derfor har vi nu fjernet både teleskopet og monteringen, som det sad på. Monteringen er fra 1961 og er bygget her på Observatoriet efter Poul Bechmanns tegninger. Knud Seiffert, der arbejdede som finmekaniker på Observatoriet dengang, var med, da vi tog det ned. Selve Jens Olsens teleskop blev givet til Københavns Astronomiske Forening. De var også med til at skille det ad på dagen.
I kuplen, som får navnet ”Galaksen”, skal der være et spejlteleskop (med et spejl på 50 cm!). Det er godt til lyssvage objekter, som fx galakser – Dét glæder vi os meget til at invitere jer ud til! På sigt vil vi kunne streame fra teleskopet og vise jer, det vi ser.
På billederne kan I se, monteringen blive løftet ud ad lugen med kran. Billederne i mørke viser kuplen i brug. Vi har haft mange gode stunder med teleskopet. De tre billeder i sort/hvid viser teleskopets opholdssted i et privat observatorium i Roskilde. Det blev dengang betragt som et af nordens fineste. Læreren Jens Peter Houby formidlede astronomi til kommunens skoler.