Vi holder åbent i dagene fra d. 9. til d. 12. maj og d. 18. til d. 20. maj kl. 11-17. Vi har sjove og spændende aktiviteter for børn, mens de voksne kan få en smuk natur- og kulturoplevelse.
Oplev møbler i naturen, som er skabt af arkitekter, designere og billedkunstnere i samarbejde med Holbæk Art. Siddemøblerne er placeret rundt omkring i naturen på Observatoriet og kan opleves fra d. 9. maj. De er skabt med inspiration fra Observatoriet og de naturskønne omgivelser – og kan både fungere som siddemøbler, men også være en oplevelse at se på!
Aktiviteter
Alle vores udstillinger er åbne i tidsrummet 11-17, men på udvalgte tidspunkter kan du komme ud og opleve stierne og de forunderlige møbler. Mød også dagens formidler til science-sjov.
Kl. 12.00 & 14.30: Se Danmarks største teleskop. Vi mødes ved nr. 23.
Kl. 12.45: Kom ud og oplev møblerne i naturen. Vi mødes ved nr. 11.
Kl. 15.15: Mød dagens formidler til science-sjov. Vi mødes ved nr. 11.
Oplev
Nyd foråret og oplev den naturvilde sciencepark, som byder på udstillinger og aktiviteter både indendørs og udendørs. Se filmen med Motor-Mille, som er hoppet i science-tøjet for at fortælle om observation. Zoom ind på universet, byg en vulkan i den interaktive sandkasse og prøv Himmellabyrinten.
Få øje på livet i lorten, flyv med sommerfuglene over engen og hør fortællinger om nattens dyr. Gå Planetstien (1,4 km), hæng ud med Mammut Lehmann i Istidsområdet og nyd udsigten i en af Observatoriets hængekøjer.
Mere om projektet
Møbler i naturen er en del af projektet ’Få øje på at se livet omkring dig’, som er støttet af Nordea-fonden med 4,3 mio. kr.
Observatoriet har i samarbejde med Holbæk Art inviteret syv designere, arkitekter og billedkunstnere til at lave siddemøbler, som skal placeres rundt omkring på området. I kan opleve designes fra: Anders Bonnesen, ANNEBRANDHOEJ, Catapult Projects, Jair Straschnow, Leg og Landskab, Mikkel M. R. og Randi & Katrine.