Kom tæt på en verden, der er uendelig stor og uendelig lille, når Observatoriet åbner i vinterferien. Vi dyrker det at observere og zoomer ind på astronomi, natur og geologi i uge 7 og 8 hver dag fra kl. 17-21.
Virkeligheden i værkstedet
Virkeligheden omkring os kan afsløre spændende ting om sig selv, når den kommer under lup eller ses i et andet lys. Observatoriets værkstedsaktiviteter stiller spørgsmålstegn ved det, vi umiddelbart ser. Ved hjælp af forskellige redskaber, bliver det fx muligt at undersøge, hvordan natur og geologi ser ud gennem UV-lys, hvordan man afslører en stens alder, og hvad spejle kan lære fra sig om astronomi.
Klogere på videnskaben
Observation er et videnskabeligt begreb, som ofte bruges i forskning, men det at observere er en stor del af de flestes hverdag. Astronom ved Observatoriet, Michael Lindholm, fortæller, hvorfor det er så vigtigt at observere:
”Naturvidenskabelig forskning begynder som oftest med en observation, der fører til en undren. Dén undren får os til at undersøge nærmere i håbet om at afdække, hvad pokker det er, der sker. Ofte med det resultat, at vi bliver klogere. Med Observatoriets aktiviteter i vinterferien håber vi på at kunne pirre folks nysgerrighed og inspirere til at se nærmere på det, som undrer os i hverdagen.”
I vinterferien kan du hver dag blive klogere på en lille bid af videnskaben, når Hovedbygningen indtages af oplægsholdere, der blandt fortæller om sci-fi der blev virkelighed, kvinder i forskningen, rumvæsener, opsendelsen af verdens største rumteleskop og om liv i mørket.
Romantisk stjernekig og gourmetmad
Nogle siger, at kærlighed er ren kemi. Vi vil lade videnskaben tage sig af den del og
udelukkende fejre jer og kærligheden, når vi holder Valentins aften den 14. februar kl. 18.3023. Tag kæresten i hånden og rejs en tur med tilbage til 50’erne, til dengang Observator Gyldenkerne udpegede Brorfelde bakke som landets bedste sted til stjernekiggeri. Forkæl jer selv med en 3-retters gourmetmenu og lær at se på stjerner, inden alle drager ud i mørket, lægger nakken tilbage og zoomer ind på universet.
Kontakt og mere info
Michael Lindholm // astronom // 72 36 24 89 // micli@holb.dk Sarah Sohl Rasmussen // kommunikationsmedarbejder // 72 36 28 98 // sasra@holb.dk