Det er med stor glæde, at Københavns Universitet og Observatoriet i Brorfelde i samarbejde med Forlaget Epsilon netop har genudgivet den populære Astronomisk Guide, der sidst blev udgivet af Astronomisk Selskab i 2012.
Astronomisk Guide indeholder basal astronomisk baggrundsviden om himmellegemernes natur for børn og voksne. Desuden indeholder den en kortfattet oversigt over astronomiske foreninger, institutioner, observatorier, uddannelsesmuligheder og hvor man ellers kan søge mere viden. Den nye udgave har også fået tilføjet nye tiltag. Som noget helt nyt indeholder Astronomisk Guide eksempelvis en “Astronomisk Ordbog”, som en hjælp til at forklare de mange begreber, der findes inden for astronomien.
”Vi håber, at guiden kan være med til at stimulere både børn og voksnes naturlige nysgerrighed over for himmelrummet, der omgiver os” fortæller Johan Fynbo, professor ved Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, som står bag udgivelsen i samarbejde med Observatoriet i Brorfelde.
”På Observatoriet i Brorfelde vil vi ganske enkelt gerne inspirere til at gå ud i mørket og kigge op! Her kan Astronomisk Guide være et rigtig godt redskab, da den blandt andet giver en introduktion til, hvordan du nemt kommer i gang med at se på stjerner,” supplerer Julie Bouchet, leder af Observatoriet i Brorfelde.
Astronomisk Guide er udgivet af forlaget Epsilon med økonomisk støtte fra Fonden Dr. N. P. Wieth-Knudsens Observatorium, som både har muliggjort udgivelse og distribution. Guiden er gratis og vil blive uddelt i forbindelse med aktiviteter og arrangementer med fokus på astronomi rundt om i landet.
Kontakt
Johan Fynbo // Professor ved Niels Bohr Instituttet // 28 75 59 83// jfynbo@nbi.ku.dk
Julie K.L. Bouchet // Leder af Observatoriet // 72 36 23 45 // jubou@holb.dk Lone Bruun // Forlaget Epsilon // 21 75 75 81 // lb@forlagetepsilon.dk