Vinterhimlens mørke er fantastisk til at fordybe sig i himlens objekter og fænomener. I anledning af vores nye udstilling, Rumstationen, vil vi zoome ind på vores smukke Måne. Månen er det nærmeste objekt i det ydre rum og er derfor også nem at observere. Månen er også den eneste fremmede klode, vi har sat vores ben på – og måske byder fremtiden på flere bemandede Månemissioner?
Kom forbi Observatoriet i vinterferien, når vi torsdage d. 15. eller 22. februar kl. 19-22 zoomer ind på Månen og bliver klogere på rumfart. Alle aftener tager vi jer med på en rejse igennem nattens stjernebilleder og himmelobjekter enten udendørs eller digitalt indendørs.
Program
Ved overskyet kan du opleve:
- Fortælling om aftenens tema
- Tæt på teleskoper og udstyr
- Oplev stjernehimlen digitalt
- Se Danmarks største teleskop
- God tid i udstillingerne: Rumstationen – På mission med Andreas Mogensen, Tidslommen, Få øje på at se og Jordens fortællinger.
Ved stjerneklart kan du opleve:
- Fortælling om aftenens tema
- Tæt på teleskoper og udstyr med observation fra Gyldenkernes Have
- Fortælling om og observation med Danmarks største teleskop
- Aftenens stjernebilleder udpeges på himlen og observation med mindre teleskoper
Praktisk information
Varmt tøj er vigtigt! Ved udendørs observation, bevæger vi os meget lidt og skal være tålmodige. Du får brug for at pakke dig godt ind. Ved overskyet viser vi en digital stjernehimmel indendørs, men der vil også være tid udendørs, så hav godt med tøj på.
Ankomst i bygningen ved p-pladsen. Vi har to el-ladepladser.
Medbring varme drikke eller tag termokruset med og køb kaffe, te eller kakao hos os. Medbragt mad er tilladt. Vi sælger et lille udvalg af søde sager.
Der vil være rødt lys i området, da nattemørket er fredet. Medbring meget gerne en rød lygte, så du selv kan finde vej rundt uden at ødelægge dit nattesyn.
Priser
Voksne (+18 år): 145 kr. pr. person. Børn (4-17 år): 125 kr. pr. person. Vi anbefaler at købe billetter online i god tid, da arrangementerne ofte bliver udsolgt. Vi refunderer ikke købte billetter og har udviklet et spændende program til både overskyet og stjerneklart.