På dagen møder du museumsinspektør, astrofysiker, cand.scient. Lars Vittorio Traiano Occhionero
Mennesket har altid vendt blikket mod himlen og undret sig… siger vi… men har vi egentlig det? Hvornår ved vi, at mennesket vendte blikket væk fra mulden under vores fødder og op mod drømmen om stjernerne?
Tag med astrofysiker Lars Occhionero på en opdagelsesrejse gennem astronomiens udvikling og fortælling. Rejsen starter for flere tusinde år siden med en bavian-knogle, og vi ved heldigvis ikke endnu, hvornår den rejse slutter. Det bliver en fortælling, der bevæger sig mellem både kendte og knap så kendte astronomer, ’første observationer’ samt et kik på de forunderlige observatorier som f.eks. Stone Henge. Vi ser frem til at tage jer med på den astronomiske rejse, hvor der er rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Aftenen rundes af med et besøg og fortælling ved Observatoriets store teleskop, Discovery-teleskopet, og hvis himlen tillader det, skal vi observere himlen over os.
Program
19:00 Velkomst og præsentation
19:15 Forelæsning del 1
20:00 Kaffepause
20:15 Forelæsning del 2
21:00 Besøg Danmarks største teleskop og observation, hvis vejret tillader det.
22:00 Tak for i aften
Praktisk
Du bliver taget imod i Velkomstbygningen, som er den store bygning ved siden af P-pladsen.
Billetsalg styres af Københavns Folkeuniversitet.
Observatoriet er en sciencepark, der formidler natur og naturvidenskab til nysgerrige gæster i alle aldre. Stedet ligger i et smukt, bakket overdrevslandskab ved Brorfelde syd for Holbæk og har oprindeligt været et astronomisk forskningscenter under Københavns Universitet. I dag er både naturen, mørket og bygningerne fredede, og dørene er åbne for alle, der har lyst til at kigge forbi.