Tag med på detektivarbejde i Brorfeldes vilde landskab, og bliv klogere på åse, randmoræner, dødislandskaber og andre istidsformer.
Eleverne skal ud på et lille orienteringsløb på Observatoriets 40 ha og opleve landskabet. Vi undersøger, udforsker, modellerer, præsenterer og leger med sand – og får landskabsdannelsen ind i hænderne.
Vi bliver klogere på istidslandskaber, og forløbet lægger op til, at eleverne i grupper filmer deres egne landskabsmodeller og derefter kan dele dem med klassen, hvis I har mulighed for det. Lad derfor gerne eleverne tage deres telefoner med.
Som en del af forløbet arbejder eleverne i grupper. Her vil vi sandsynligvis bede om lærerens hjælp til gruppeinddeling.
Forberedelse
Forbered eleverne på, at de skal ud og gå i marker, hvor der kan være vådt græs og kokasser. De skal derfor huske gode sko, og tøj så de kan holde varmen ude i et par timer.
Der kræves derudover ikke nogen specifik forberedelse, men vi anbefaler, at eleverne har stiftet overordnet bekendtskab med istider, gletsjere og isskjolde.
Videoen her kan fx vises i klassen (lyd er ikke nødvendigt) og/eller I kan gennemgå et af forløbene her:
- Istidslandskaber (Alinea, 8. klasse)
- Istidens landskaber (Alinea, 5.-6. klasse)
- Istiden (GEUS/Juniorgeologerne)
- Orienteringsløb, kort og kompas (Skoven i Skolen)
- Sand- og grusressourcer i Danmark (GEUS/Juniorgeologerne)
- Danmarks råstoffer (Alinea)
Forløbene kan også bruges til videre arbejde efter jeres besøg på Observatoriet.
Hvis I har mulighed for det, er det oplagt at gennemgå begreber som ‘sedimenter’, ‘aflejring’ og ‘erosion’ og snakke om, hvordan sedimenter kan transporteres af vand/vind/is.