Får du stjerner i øjnene, så snart det lover skyfrit? Elsker du at nørde teleskoper og udstyr, eller har du bare en lille spirende interesse for astronomi, som du vil prøve af? Så kig forbi til åbent hus på Observatoriet søndag 4. september. Du kan bl.a. møde de astronomiske foreninger.
To astronomiske foreninger
På Observatoriet kan du møde Brorfelde Astronomiske Vennekreds og Københavns Astronomiske Forening. De holder til i et af vores huse og inviterer denne dag indenfor.
Gratis entré
Observatoriet har åbent kl. 11-17 og giver i dagens anledning gratis entré. Der er ingen online billetter. Bare mød op.
Observator Gyldenkernes Vej 3, 4340 Tølløse.
Se et kort over området. Du finder de astronomiske foreninger i det næstesidste hus før kuplerne.
Oplev
Observatoriet er en stor sciencepark med både indendørs og udendørs oplevelser. Du kan fx besøge vores nyeste udstilling Få øje på at se i den store bygning med butik og café ved ankomst. Prøv også Planetstien på 1,4 km, som tager jer forbi et smukt udsigtspunkt.
I Jordens fortællinger kan du lytte til historierne om det landskab, der er omkring dig. Observatoriet ligger i et enestående istidslandskab.
Se også Danmarks største stjerneteleskop, der vises frem to gange om dagen.